Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Arbejdsdag i TICKON

27. marts 2022, kl. 10:00 - 13:00

Nedenstående fra medlemsmail rundsendt d. 13.03.2022 af Kim Heinrich:


 

Kære TICKON-venner

Da der i øjeblikket  trækker tunge skyer op over Europa, er der en særlig grund til at nyde nuet og foråret, fuglesang, vækster, der spirer, klar luft og den friske vind, vi forbinder med foråret.

Og hvorfor ikke nyde det i fællesskab?

TICKON’s Venner inviterer på arbejdsdag i TICKON Parken søndag 27. marts. Og der er nok at tage fat på efter laaang tid, hvor vi har savnet samværet med andre.

Det er dog ikke opgaverne, der skal få dig/jer til at dukke op, men netop at nyde parken og værkerne og den snak og den hygge, som følger med, når mennesker mødes.

Formand Ole Johnsen har optimistisk remset en lang række opgaver op, men vi når det, vi når. Vi spiser vores medbragte mad og TICKON sørger for kaffen og kagen.

F.eks. skal broen ud i søen (ved det gamle træs bøn) males – den har altid været svenskrød og sådan skal den forblive. Venner med lyst på den opgave skal huske handsker og tøj egnet til at male i. Vi har selvfølgelig maling, pensler og stålbørster

Så skal Britt Smelværs “Stillested II” have sin sædvanlige omgang. Men for at opgaven bliver mere overskuelig, deler vi cirklen op i passende “lagkagestykker”. Haveredskaber som roehakker, rensejern, stiv kost, ekstra trillebør vil være nødvendig at medbringe.

Også Mikael Hansens “Organic Highway” behøver rensning og en let trimning. Hertil skal bruges løvriver.

Nok en genganger er Dominique Bailly: “Mos Tumulus” (øloplukkeren). Den skal også renses.

Alfio Bonannos “Mellem blodbøg og eg”  behøver græs- og brændenælde-trimning. TICKON har en enkelt buskrydder, men er der blandt vennerne én mere, vil det være dejligt.

Så bevæger vi os ud ad ønskelisten, for Ole Johnsen kunne også godt tænke sig, at der blev ryddet småskratterat væk i Alan Sonfists Egeblad samt at væggene i Chris Drurys Linden Cloud Chamber blev kalket…

Vi mødes ved indgangen klokken 10 og arbejder til kl 13. Bare tre timer vil give parken et kæmpe løft til glæde for både os selv samt de turister, som gerne tilfredse skal betale entré, så vi får penge til indkøb af mere kunst.

Vi håber vi ses 27. marts kl 10-13 medbringende godt humør, redskaber og arbejdsglæde

PS: Medlemskort er ved at blive produceret og bliver distribueret i takt med færdiggørelse.

Mange hilsner TICKON’s bestyrelse

Ole Johnsen

Alfio Bonanno

Kim Heinrich

Rasmus Budde

Mie Lystrup

Iben Friis Jensen

Detaljer

Dato:
27. marts 2022
Tidspunkt:
10:00 - 13:00
Begivenhed Kategori:

Sted

Tranekær Slotspark
Tranekær Slot
Tranekær, Langeland 5953

Arrangør

TICKON